Teateriet Apropos

En skraldespandskabaret

Anmeldelser


Kirsten Dahl

"Stemningen er sød og charmerende. Men heldigvis også barsk og rå, for det er blandingen af lethed og tyngde, som gør "Vuggeviser II" til en fin oplevelse. Plus selvfølgelig det, at de fem medvirkende er så gennemmusikalske og så fint forstår at ramme den kontrasterende blanding af leg og alvor."


Jette Malling – Kulturkongen.dk

Det koster kun halvanden time af dit liv at få en oplevelse, der bringer dig så megen glæde over den frodige mangfoldighed på livets skyggeside og dets musikalske ditto. Og det er sørme billigt, når man tænker på, hvad man får med hjem i posen efter en mandag aften på Bådteatret.
Der er ikke meget 'skraldespand' over forestillingen. Tværtimod!
De fem medvirkende - alle gennemmusikalske og hamrende dygtige og charmerende - slår på alle dine følelsesstrenge, så du griner det ene øjeblik, blinker en tåre væk det næste; du bevæges, besnæres, forføres, overraskes, men lades aldrig i stikken - de samler dig op hver gang. Og din gang på jorden bliver ikke bare lettere, men mærkbart anderledes efter en sådan aften.
Skynd jer! Det er alle penge og tid værd!

Gert Poder – Arbejderen

Med afhop i denne farverige verden har Teateriet Apropos, der normalt slår sine folder i og omkring den jyske hovedstad, skabt en seværdig kabaret, der varer lige under et par timer med pause.
Det finurlige ved En skraldespandskabaret er, at instruktør og skuespiller Nikolaj Mineka har afstået fra alskens filosoferen over denne fremmede verdens moralske habitus. I stedet bruger han med stor virkning den danske populærmusik til at trænge ind i denne verden, fyldt med utæmmelig frihedstrang, ubærlige afsavn og gedigne branderter. Det gør En skraldespandskabaret til en musikalsk øjenåbner af de sjældne.


Anita Aagaard Kristensen – Kulturnaut.dk

Ja denne forestilling byder på lidt af hvert; det hele serveret med en lunefuld humor og afslappet feststemning. Sangene giver et billede af vores samfund med sangtekster om kærlighed, venskab, stress, finanskrise, kernefamilie, bonusbørn, alderdom og død - alt sammen set gennem øjnene af de fem frie og farverige vagabonder. Efter sidste nummer kigger man på uret og kan ikke forstå, at der allerede er gået to timer. Det er underholdene og en behagelig pause fra den ellers pulserende og stressende storby. Her er der plads til os alle, og vi kan slappe helt af og nyde den akustiske musik leveret med sjæl og indlevelse.


Anne Aumayr – Magasigen KBH

(..) Med de sejlende øjne og den direkte umiddelbarhed, som Teateriet Apropos i samlet flok lægger for dagen, er publikum ikke vidne til en ukontrolleret brandert, men en brandert ført med mådehold og god fortælleevne af fem ukuelige landevejsrøvere.
(..) Et oplagt musikalsk valg i denne forbindelse, hvor blandt andet Povl Dissing-, Kim Larsen- og Benny Andersen-klassikere sætter liv i de fem Storm P.-agtige karakterer, og de høster med ret det ene latterudbrud efter det andet.

Læs hele anmeldelsen


Mortenhede.dk

Forestillingen giver os et pusterum. Der er ingen stress. Aftenen begynder med, at musikerne lige går i baren og får nogle nye flasker med sig. Bevægelserne er generelt langsomme, og budskabet er tydeligt: Take it easy! Det er et velvalgt budskab i disse år.