Dagbog #129

DE SMÅ VALG – 29/4 2020
Ingen valg er nemme at træffe for tiden. Intet er valg simpelt. Intet valg er åbenlyst. Alt skal genovervejes. Hver en handling stilles for etisk dom. Før, under og efter.
Kan jeg mødes med mine venner? Joh…
Kan vi gå en tur? Ja vist nok.
Kan vi sætte os udenfor? Så længe vi holder afstand er det vel fint…
Er det etisk forsvarligt at gå ind i et supermarked sammen? Nok ikke Må jeg dele min hummus med jer? Det er vist bedst at lade være Er vi på krammer? Nej.
Er der to meter imellem os? Sikkert ikke.
Savner jeg jer? Rigtig meget.
Længes jeg mod at kunne mødes ubesværet? Helt afsindigt.

EGOISMENS BEKENDELSER – 29/4 2020
Jeg vil ikke mere.
Jeg er et vredt barn, der føler, at skæbnen har behandlet det uretfærdigt.
Jeg har lyst til at gøre noget dumt og uansvarligt. Jeg er træt. Jeg er træt af at tage ansvar. Jeg er træt af at handle efter det mest etisk korrekte. Jeg er træt af at følge et ideal. Jeg er træt og tør.
Jeg hungrer efter livets lystighed. Sommernætter i en symbiotisk masse af sammenspundne kroppe til solopgangen over søen. Udfoldelse af euforisk uansvarlighed ved den første forårsfest. Jeg savner min ungdom, og jeg frygter helt at miste den. En indespærret 20-årig der langsomt tørrer ind. En blomst der visnede før den sprang ud. Den suger sin næring fra familiens skød, men kun floden af venskabernes vin vil kunne gøde den udtørrede jord.
Jeg vil ud, jeg vil mødes, jeg vil more mig.
Jeg vil springe ud i forårslyset som samfundssynder.

Og dog nej.