Dagbog #132
Aarhus, fredag 15.01.2021
Kære Dagdokument
Det føles som om alt er gået i stå, men uden rigtig at være gået i stå. Tiden altså. Den fortsætter selvfølgelig, og jeg kan også se på mine omgivelser, at verden bevæger sig fremad alene og hver for sig. Jeg bor i et nyt hus nu, og jeg har afsluttet mit HF-forløb, hvilket gør mig til student. Der var ikke noget gilde eller ceremoni, ikke nogen reel slutning. Og det er jo forståeligt nok. Jeg ville nok alligevel ikke synes om det, selvom jeg nok egentlig ville.
I den her mellemtid mellem før og senere er jeg altså blevet student. Det vil sige, at jeg skal til at kigge på fremtiden, det der kommer efter, og vælge en uddannelse. Men, som jeg sagde før, det føles underligt. Hvis jeg starter nu, søger ind og forhåbentlig bliver optaget, vil min tid blive påvirket af restriktioner, nødløsninger og to meters afstand. Det ville være mere af mit liv, som fortsætter, men som ikke føles, som om det fortsætter. Tiden er underlig lige nu. Den er syg.
Jeg tror også, at jeg sagde nej tak til en kæreste forleden. Vi mødte hinanden online på en app og opnåede efterfølgende en 46-dages lang streak samt et fint rødt hjerte. Han har pæne brune øjne, og vi har begge de samme hjerteflæng. Eventuelt, for få dage siden, spurgte han, om vi ikke snart skulle mødes. Altså, se om der faktisk kunne blive noget mellem os. Men, jeg turde ikke. Normalt ville jeg nok heller ikke tør, dates er ikke lige noget, jeg er så god til, men nu tør jeg ikke af andre grunde oveni. Og de grunde fik mig til at skrive, at måske lykkedes det bare ikke for os, den her gang.
Der er en trang, og en nødvendighed, i mig, til at skubbe alle mine drømme, alle mine planer og alt det, der skal ske for mig, frem. Så langt frem som muligt. Langt nok til at tiden igen føles oprigtig.
Det føles som om alt er gået i stå, men uden rigtig at være gået i stå. Tiden altså. Den fortsætter selvfølgelig, og jeg kan også se på mine omgivelser, at verden bevæger sig fremad alene og hver for sig. Jeg bor i et nyt hus nu, og jeg har afsluttet mit HF-forløb, hvilket gør mig til student. Der var ikke noget gilde eller ceremoni, ikke nogen reel slutning. Og det er jo forståeligt nok. Jeg ville nok alligevel ikke synes om det, selvom jeg nok egentlig ville.
I den her mellemtid mellem før og senere er jeg altså blevet student. Det vil sige, at jeg skal til at kigge på fremtiden, det der kommer efter, og vælge en uddannelse. Men, som jeg sagde før, det føles underligt. Hvis jeg starter nu, søger ind og forhåbentlig bliver optaget, vil min tid blive påvirket af restriktioner, nødløsninger og to meters afstand. Det ville være mere af mit liv, som fortsætter, men som ikke føles, som om det fortsætter. Tiden er underlig lige nu. Den er syg.
Jeg tror også, at jeg sagde nej tak til en kæreste forleden. Vi mødte hinanden online på en app og opnåede efterfølgende en 46-dages lang streak samt et fint rødt hjerte. Han har pæne brune øjne, og vi har begge de samme hjerteflæng. Eventuelt, for få dage siden, spurgte han, om vi ikke snart skulle mødes. Altså, se om der faktisk kunne blive noget mellem os. Men, jeg turde ikke. Normalt ville jeg nok heller ikke tør, dates er ikke lige noget, jeg er så god til, men nu tør jeg ikke af andre grunde oveni. Og de grunde fik mig til at skrive, at måske lykkedes det bare ikke for os, den her gang.
Der er en trang, og en nødvendighed, i mig, til at skubbe alle mine drømme, alle mine planer og alt det, der skal ske for mig, frem. Så langt frem som muligt. Langt nok til at tiden igen føles oprigtig.