Dagbog #130
Aarhus, tirsdag 27.10.2020
PÅVIST – 27/10 2020
Påvist sagde beskeden på min telefon. Troede ikke på noget og så brød jeg i gråd.
Et påvist starter en kædereaktion af dimensioner. Fra 9.30 til 16 lavede talte jeg uafbrudt i telefon med alle mulige. Sundhedsmyndighedsdamen, smitteopsporingsmanden, universitetet, teaterprojektet, studiegruppen, chefen, venner, familie, alle. Og nu er jeg træt, men forsøger at tømme mit hoved. For nogle af de tanker der gennem dagen er gennemgået mig. Det er så syret at jeg har det. Men også på en måde selvfølgeligt. Forudsigeligt. Har jeg ikke på en måde altid vidst, at det ville ske? Så mange gange har jeg tænkt på denne situation, at den i sin endelige virkelige form næsten er mig velkendt. Siden det første angstanfald i Milano i starten af februar, har jeg været smittet med angsten for covid. Og den har fulgt mig som en skygge, jeg efterhånden har lært at kende. Accepteret dens tilstedeværelse. Lavet værker om den – the Corona Costume og Quarantena. Talt om den med alle. Lidt efter lidt sluttet fred med den. Og nu sammensmeltet med den, indtaget den i min krop.
Kronepartiklerne er mine ubudne gæster. Men jeg er ikke længere bange for dem. Nu mærker jeg dem, vi næres ved samme krop, deler ilt og mad. Nu er det næsten en lettelse. Som at byde skæbnen velkommen og overgive sig med største naturlighed. Bekæmpe angsten ved at se monsteret lige i øjnene, og derved opdage, at selve angsten var meget værre end det angstens objekt. En gyserfilm er kun uhyggelig indtil at man har set monsteret. Og derefter bliver det rent praktisk og håndgribeligt. En håndgribelig angst kan ikke overleve, da dens næring er uhåndgribeligheden.
Jeg blev en af dagens 745 tilfælde i Danmark. I dag blev jeg en af de millioner i verden. Et tal i pandemiens statistik
Påvist sagde beskeden på min telefon. Troede ikke på noget og så brød jeg i gråd.
Et påvist starter en kædereaktion af dimensioner. Fra 9.30 til 16 lavede talte jeg uafbrudt i telefon med alle mulige. Sundhedsmyndighedsdamen, smitteopsporingsmanden, universitetet, teaterprojektet, studiegruppen, chefen, venner, familie, alle. Og nu er jeg træt, men forsøger at tømme mit hoved. For nogle af de tanker der gennem dagen er gennemgået mig. Det er så syret at jeg har det. Men også på en måde selvfølgeligt. Forudsigeligt. Har jeg ikke på en måde altid vidst, at det ville ske? Så mange gange har jeg tænkt på denne situation, at den i sin endelige virkelige form næsten er mig velkendt. Siden det første angstanfald i Milano i starten af februar, har jeg været smittet med angsten for covid. Og den har fulgt mig som en skygge, jeg efterhånden har lært at kende. Accepteret dens tilstedeværelse. Lavet værker om den – the Corona Costume og Quarantena. Talt om den med alle. Lidt efter lidt sluttet fred med den. Og nu sammensmeltet med den, indtaget den i min krop.
Kronepartiklerne er mine ubudne gæster. Men jeg er ikke længere bange for dem. Nu mærker jeg dem, vi næres ved samme krop, deler ilt og mad. Nu er det næsten en lettelse. Som at byde skæbnen velkommen og overgive sig med største naturlighed. Bekæmpe angsten ved at se monsteret lige i øjnene, og derved opdage, at selve angsten var meget værre end det angstens objekt. En gyserfilm er kun uhyggelig indtil at man har set monsteret. Og derefter bliver det rent praktisk og håndgribeligt. En håndgribelig angst kan ikke overleve, da dens næring er uhåndgribeligheden.
Jeg blev en af dagens 745 tilfælde i Danmark. I dag blev jeg en af de millioner i verden. Et tal i pandemiens statistik