Dagbog #131

Efter at være blevet testet tredje gang på to uger, for at udelukke at være blevet smittet af en nær relation holder jeg ind ved havnen i Fredericia. Det regner. Solen har skinnet tre gange i december. Det er d.17 i dag. Jeg parkerer bilen og går hen til vandet, hvorfra man kan se lillebæltsbroen gennem diset. Om lidt skal jeg køre over den. Det er underligt hvad en bro kan gøre for følelsen af at være langt væk. Jeg står lidt og nyder den friske luft. Ikke noget jeg får så meget af i disse dage. Den sidste uge har jeg siddet i isolation hos mine forældre. Tror snart ikke jeg har flere nøgler på mit nøglekort. coronaproever.dk har fået dem alle sammen. Dagene forsvinder for mig. En fra min studiegruppe spørger hvad vi andre bruger tiden på i vores fælles messengertråd. “Spilder den”, skriver jeg. Og han skriver at det gør han også efterfulgt af et udråbstegn. Om en uge er det juleaften. Men har ikke rigtig lyst. Derefter er det nytår. Vil gerne bare skippe det hele i år. Springe frem. Springe det over. Min ven siger at det er godt at holde fast i traditionerne, da jeg snakker med ham i telefonen en aften. Han har ret. Men jeg orker ikke. Og jeg orker ikke, at andre, er ligeglade med restriktionerne og samler 5 vennergrupper til nytår. Og bliver 14 til jul fra øst og vest. For jeg orker ikke januar, og februar med følgerne. Men snart er det marts, og så har vi gjort alting en gang med Corona, og er det ikke det man siger; Det første år er det hårdeste.