Dagbog #135

Min hverdag er ødelagt. Min døgnrytme er vendt på hovedet. Min motivation er i bund. Selvom det lette, at bare stræk armen ud efter min computer føles så svært. Jeg føler, at jeg spilder min ungdom på at bare ligge derhjemme. Jeg har set de fleste serier på Netflix.. 2 gange… Playlisterne kører om og om igen på Spotify.. Jeg prøver at være så aktiv som muligt løber engang i mellem. Du ved her og der. Jeg hader det så meget alle ens rettigheder er bare taget fra en, så man kan stå der alene og bare lave ingenting. Jeg savner fællesskab, venner, at kramme og kysse. Jeg havde sat høje mål for mig i år, det ser ud til de må udskydes, altså realistiske nok. Jeg var klar til at starte en masse stævner .. Men til hvornår når jeg er 40? Når jeg skal tage uddannelse? Når jeg ikke har tid mere? Når jeg sidder på et kontor hver dag? Jeg savner at rejse. At ligge på en strand og kigge på det klare blå vand. At mærke varmen fra solen og sidde med en kold drink. Eller en skiferie. En hvor du kommer hjem hver dag og er så træt, men du smider dig alligevel i sengen med et smil på læben.

Jeg savner en normal hverdag. Jeg savner mine venner. Jeg savner min glæde og energi.