Dagbog #74

Syddjurs, lørdag 18.04.2020

Kære dagbog

I dag var jeg hjemme ved min veninde. Det var dejligt at se nogle af sine venner igen, jeg er godt nok begyndt at savne mine venner meget. Det er lidt træls bare at være herhjemme og lave ingenting. Det er også træls at have hjemmeundervisning, det gode ved at være i skole er jo at være sammen med vennerne. Men heldigvis har jeg to veninder, som jeg må være sammen med her i karantænen.
Her i morges kørte min far mig hjem til min veninde. Vi var udenfor hele dagen. Vi lavede snobrød og skumfiduser over bål. Vores snobrød var helt rå da vi spiste dem, men vi magtede ikke at give dem mere. Vi kørte også meget på rulleskøjter og segboard. Til sidst tog vi badetøj på og gik ud i hendes jacuzzi. Det var vildt dejligt at være sammen med hende igen, fordi man jo ikke er sammen med så mange venner, og er social i disse tider. Vi havde konstant grineflip og spiste is i jacuzzien. Her i starten af karantænen isolerede jeg mig meget, jeg lå bare indenfor og så YouTube og havde online skole. Men nu hvor jeg er blevet mere vandt til karantænen, kan jeg finde på mange flere ting at lave. Jeg har også været ude og fiske med en af mine vaninder. Herhjemme har jeg også lavet en masse smykker. Man tvinger ligesom sig selv til at gå i gang med at være kreativ når man keder sig så meget. Jeg kan huske den sidste skoledag inden karantænen. Det var bare en normal skoledag, og jeg syntes at det var meget træls at vi havde haft om corona næsten hele dagen. Om aftenen fik vi så at vide at der var karantæne. Det virkede meget uvirkeligt, og min klassechat blev spammet med det samme. I starten tænkte jeg bare: ”Yes, mere ferie!” men det gør jeg ikke mere.
Nu savner jeg bare skolen.