Dagbog #128
Aarhus, torsdag 12.03.2020
CORONA DAGBOGS FRAGMENTER
12. marts 2020
Danmark lukker ned. Sådan lød beskeden på pressekonferencen i går. Min søster, min mor og jeg sad alle og så pressekonferencen fra statsministeren klokken 20.30. Jeg tror, det er et af de øjeblikke man altid vil huske. Et af de øjeblikke, hvor det surreelle er det reelle. I minutterne, timerne, dagene efter må man minde sig selv om, hvad der er sket, og hver gang bliver man lige overrasket. Som at blive ved med at vågne op fra en underlig drøm – for at opdage at drømmen er virkelighed.
De seneste par dage havde jeg godt kunne se, hvilket vej det ville gå – efter at have fulgt situationen i Italien tæt – men selvfølgelig var det alligevel chokerende at få nyheden så hurtigt. Man føler, man er havnet i et science fiction univers. De scenarier man har fulgt gennem stålfaste karakterer i bøger og film, og måske ligefremt drømt om at være eller frygtet at komme i deres sted. Men nu er fiktionen virkelighed, og nu skal du sætte din stålfasthed på prøve som historiens hovedperson.
ERINDRING OM VÆKKELSEN AF ANGSTEN I DEN SIDSTE WEEKEND I MILANO
Min sidste weekend i Italien var et sidste desperat åndedrag, hvor man i koldsveden bruger alt sin ængstelse på at overeksistere i netop dette øjeblik.
Corona var på dette tidspunkt stadig kun en krise i Kina. Men i det underspillede var noget under opsejling. Det kom til udtryk ved landsbyskoleforældrenes bekymring over at sende deres børn på tur til metropolen Milano, ved netop metropolbyens begyndende mundbindshamstring, ved en beklagelig ulmende racisme mod personer med asiatisk udseende og udelukningen af kinesere fra et stort asiatisk marked.
Vi tog til byen med en forventning om, at virussen på en eller anden måde ville vise sig i gaden, at vi skulle holde afstand og holde os fra små rum og store forsamlinger. Men gaderne, cafeerne, museerne myldrede af liv. I metropolen gik alting videre i samme tempo som normalt.
På Domkirkepladsen i Milano lettede en dueflok, da en insta-turist brød deres forsamling og med sin selfiestang fangede sit smil, duernes flyvende flugt og Il Duomo i baggrunden. Pladsen er byens bankende hjerte, hvor mennesker kommer fra alle metropolen årer; krydser, holder kort og lader sig flyde videre.
Også denne vinterlørdag kunne pulsen ses på pladsen som et menneskesammensurium. I den ene ende fremtonede selve byens hjertekammer, katedralen opført i hvidt marmor med gotikkens himmelstrittende småtårne og statuemosaik.
Inés og jeg trådte ind i Il Duomos anden verden. Rummet åbnede sig for os. Gråbrune stenpiller støttede det højtstræbende himmelhvælvsloft. Gennem glasmosaikkernes fragmenterede farveflade forvandledes det grå dagslys til små farveprikker. Desværre blev det fine farveflimmer overblændet af elektriske spots, der overhældte rummet med koldt lys fra hvert hvælv. Trods kirkerummets enorme størrelse, syntes det stadig ikke at kunne rumme alle dets besøgende. Vi gik i en tæt strøm, hvor afstandtagen var en umulighed. Jeg forsøgte at gå i slalom, at afvige. Jeg forsøgte at abstrahere fra ængstelsen, som jeg ikke syntes at dele med nogen. På overfladen var alt fint, men min overfladiske vejrtrækning fik langsomt iltmanglen til stige mig til hovedet.
Vi nærmede os krypten med San Carlos jordiske rester. Udsigten til at stå tæt samlet i en indelukket krypt fik mit bryst til at snøre sig sammen. Mere end før kiggede jeg på mine medturister. Holdt vejret hvis de var asiater. På dette tidspunkt kunne de stadig være fløjet direkte ind fra Wuhan. Mine øjne flakkede paranoidt og scannede området omkring mig. I denne himmelske herligheds bygning kunne helvedes små kronepartikler frit sprede sig til folk fra hele verden, der lige om lidt ville rejse hjem og bringe virussen med sig. En smitsom smeltedigel.
Det skræmmer mig når jeg tænker tilbage. Tænker på alle de situationer hvor virussen kunne have sat sig fast i Italien. Var det en kinesisk turists nys ved den hellige San Carlos grav, der satte sig i medturisternes lunger, der tog det med videre ud i den pulserende metropols myldrende gader?
NOTER: At gå i il Duomo og holde vejret – svenden, iltmanglen, angsten, lyset, menneskemængden, undertrykkelsen (af angsten), at være rolig og normal på overfladen.
12. marts 2020
Danmark lukker ned. Sådan lød beskeden på pressekonferencen i går. Min søster, min mor og jeg sad alle og så pressekonferencen fra statsministeren klokken 20.30. Jeg tror, det er et af de øjeblikke man altid vil huske. Et af de øjeblikke, hvor det surreelle er det reelle. I minutterne, timerne, dagene efter må man minde sig selv om, hvad der er sket, og hver gang bliver man lige overrasket. Som at blive ved med at vågne op fra en underlig drøm – for at opdage at drømmen er virkelighed.
De seneste par dage havde jeg godt kunne se, hvilket vej det ville gå – efter at have fulgt situationen i Italien tæt – men selvfølgelig var det alligevel chokerende at få nyheden så hurtigt. Man føler, man er havnet i et science fiction univers. De scenarier man har fulgt gennem stålfaste karakterer i bøger og film, og måske ligefremt drømt om at være eller frygtet at komme i deres sted. Men nu er fiktionen virkelighed, og nu skal du sætte din stålfasthed på prøve som historiens hovedperson.
ERINDRING OM VÆKKELSEN AF ANGSTEN I DEN SIDSTE WEEKEND I MILANO
Min sidste weekend i Italien var et sidste desperat åndedrag, hvor man i koldsveden bruger alt sin ængstelse på at overeksistere i netop dette øjeblik.
Corona var på dette tidspunkt stadig kun en krise i Kina. Men i det underspillede var noget under opsejling. Det kom til udtryk ved landsbyskoleforældrenes bekymring over at sende deres børn på tur til metropolen Milano, ved netop metropolbyens begyndende mundbindshamstring, ved en beklagelig ulmende racisme mod personer med asiatisk udseende og udelukningen af kinesere fra et stort asiatisk marked.
Vi tog til byen med en forventning om, at virussen på en eller anden måde ville vise sig i gaden, at vi skulle holde afstand og holde os fra små rum og store forsamlinger. Men gaderne, cafeerne, museerne myldrede af liv. I metropolen gik alting videre i samme tempo som normalt.
På Domkirkepladsen i Milano lettede en dueflok, da en insta-turist brød deres forsamling og med sin selfiestang fangede sit smil, duernes flyvende flugt og Il Duomo i baggrunden. Pladsen er byens bankende hjerte, hvor mennesker kommer fra alle metropolen årer; krydser, holder kort og lader sig flyde videre.
Også denne vinterlørdag kunne pulsen ses på pladsen som et menneskesammensurium. I den ene ende fremtonede selve byens hjertekammer, katedralen opført i hvidt marmor med gotikkens himmelstrittende småtårne og statuemosaik.
Inés og jeg trådte ind i Il Duomos anden verden. Rummet åbnede sig for os. Gråbrune stenpiller støttede det højtstræbende himmelhvælvsloft. Gennem glasmosaikkernes fragmenterede farveflade forvandledes det grå dagslys til små farveprikker. Desværre blev det fine farveflimmer overblændet af elektriske spots, der overhældte rummet med koldt lys fra hvert hvælv. Trods kirkerummets enorme størrelse, syntes det stadig ikke at kunne rumme alle dets besøgende. Vi gik i en tæt strøm, hvor afstandtagen var en umulighed. Jeg forsøgte at gå i slalom, at afvige. Jeg forsøgte at abstrahere fra ængstelsen, som jeg ikke syntes at dele med nogen. På overfladen var alt fint, men min overfladiske vejrtrækning fik langsomt iltmanglen til stige mig til hovedet.
Vi nærmede os krypten med San Carlos jordiske rester. Udsigten til at stå tæt samlet i en indelukket krypt fik mit bryst til at snøre sig sammen. Mere end før kiggede jeg på mine medturister. Holdt vejret hvis de var asiater. På dette tidspunkt kunne de stadig være fløjet direkte ind fra Wuhan. Mine øjne flakkede paranoidt og scannede området omkring mig. I denne himmelske herligheds bygning kunne helvedes små kronepartikler frit sprede sig til folk fra hele verden, der lige om lidt ville rejse hjem og bringe virussen med sig. En smitsom smeltedigel.
Det skræmmer mig når jeg tænker tilbage. Tænker på alle de situationer hvor virussen kunne have sat sig fast i Italien. Var det en kinesisk turists nys ved den hellige San Carlos grav, der satte sig i medturisternes lunger, der tog det med videre ud i den pulserende metropols myldrende gader?
NOTER: At gå i il Duomo og holde vejret – svenden, iltmanglen, angsten, lyset, menneskemængden, undertrykkelsen (af angsten), at være rolig og normal på overfladen.
