Dagbog #97
Syddjurs, mandag 20.04.2020
Kære dagbog:
Som du nok allerede ved, er hele Danmark under lockdown. Jeg har ikke været i skole siden d. 11. marts. I dag er dag nr. 40 med social distance. Min hverdag er blevet helt anderledes. Jeg har hjemmeskole hver dag fra 8-14. og jeg sidder inde i mit hus 24/7. Jeg har kun været sammen med få mennesker, da hele formålet med denne periode, er at mindste kontakten mellem mennesker. Hele min familie er hjemme, og det er en del anderledes. Jeg kan egentlig kun mærke forskel, ved at jeg er hjemme hele tiden. Da vi bor væk fra folk, er vi meget for os selv, og i den gamle hverdag var der ikke ret ofte gæster. Der er næsten flere nu her, fordi folk er ude og løbe, og går en masse ture.
Jeg og resten af min overgang er ramt af nogle de kompromiser, regeringen har valgt at lave. Vi får ingen afgangseksamener, og som det ser ud nu, kommer der stadig til at gå en del tid før det bliver normalt. Vi regner ikke med at få en sidste skoledag, og vi ved heller ikke hvordan vores dimission bliver. Det er vildt træls, da det er de ting man har set frem til siden man startede i skole. Og da jeg skal på efterskole næste år, bliver jeg nødt til at tage afsked med en masse dejlige mennesker. Og der er sikkert en masse mennesker jeg aldrig kommer til at se igen.
Jeg glæder mig til en normal hverdag igen.
Som du nok allerede ved, er hele Danmark under lockdown. Jeg har ikke været i skole siden d. 11. marts. I dag er dag nr. 40 med social distance. Min hverdag er blevet helt anderledes. Jeg har hjemmeskole hver dag fra 8-14. og jeg sidder inde i mit hus 24/7. Jeg har kun været sammen med få mennesker, da hele formålet med denne periode, er at mindste kontakten mellem mennesker. Hele min familie er hjemme, og det er en del anderledes. Jeg kan egentlig kun mærke forskel, ved at jeg er hjemme hele tiden. Da vi bor væk fra folk, er vi meget for os selv, og i den gamle hverdag var der ikke ret ofte gæster. Der er næsten flere nu her, fordi folk er ude og løbe, og går en masse ture.
Jeg og resten af min overgang er ramt af nogle de kompromiser, regeringen har valgt at lave. Vi får ingen afgangseksamener, og som det ser ud nu, kommer der stadig til at gå en del tid før det bliver normalt. Vi regner ikke med at få en sidste skoledag, og vi ved heller ikke hvordan vores dimission bliver. Det er vildt træls, da det er de ting man har set frem til siden man startede i skole. Og da jeg skal på efterskole næste år, bliver jeg nødt til at tage afsked med en masse dejlige mennesker. Og der er sikkert en masse mennesker jeg aldrig kommer til at se igen.
Jeg glæder mig til en normal hverdag igen.