Verden imellem os (oprindelig titel: GRÆNSER)

Frederik og Victor er bedste venner, men da Victors familie rejser til Afrika og kommer ud for en voldsom hændelse er venskabet imellem de to drenge ikke længere det samme.

”Verden imellem os” er en fortælling om en gruppe unge, der lever i et fællesskab styret af grænseløshed. Forestillingen undersøger hvad der sker når de unge står alene i deres søgen efter identitet og eget moralsk kompas. I grænselandet mellem barn og voksen bliver de voksne ikke spurgt til råds. Den grænseløse klassekultur får fatale konsekvenser, når de unge tager sagen i egen hånd.

Forestillingen er en co-produktion med Teaterhuset Filuren.

Sådan blev “Verden imellem os” til

I udviklingen af forestillingen “Verden imellem os” er der brugt en dokumentaristisk tilgang. Den fiktive fortælling på scenen bygger tildels på undersøgelser af virkelige hændelser. Der er blandt andet blevet fokuseret på mediedækningen af sagen om facebookgruppen ”Offensimentum”, ”Rysagen” og den offentlige debat omkring inklusion i folkeskolen, hvor børn med diagnoser og deres klassekammerater er blevet klemt.

Instruktør Anne Zacho Søgaard har gennem forberedelserne interviewet personer, der har været involveret i nogle af ovenstående hændelser. Det har været et vigtigt dogme i processen at forsøge at se sagerne fra forskellige vinkler. Forældre, lærere, offentlige personer og de unge fik mulighed for at deltage i interviews. Instruktøren har også været i dialog med dem der af offentligheden var udpeget som skyldige og dem der var udpeget som ofre, samt deres pårørende. Målet var at kunne skabe en nuanceret fortælling om de mekanismer der kan ligge til grund for grænseløs adfærd. Desuden har Anne Zacho Søgaard sammen, med Dramatiker Brian Wind-Hansen, også undersøgt mediedækning og de involverede parters håndtering af offentlighedens nysgerrighed i de pågældende sager samt de endelige konsekvenser for de involverede parter.

Efterfølgende, på baggrund af interviews, et indledende workshopforløb og synopsis fra dramatikertandhjulet har dramatiker Brian Wind-Hansen skrevet første version af manuskriptet, som har dannet grobund for det videre arbejde i prøverummet. I en kollektiv proces har instruktør, dramatiker, skuespillere, scenograf, lys- og lyddesigner improviseret over situationer og karakterer, og manuskriptet er løbende blevet udviklet i prøverummet.

Det er på denne baggrund at historien om Frederik og Victor er blevet skabt.

Konsulenter
Gennem prøveforløbet har holdet desuden haft inddraget konsulenter og testpublikummere både tidligt i processen og helt tæt på premieren. Konsulenter fra Børns Vilkår og Gadeplan i Aarhus har bidraget til at nuancere den viden der er indhentet fra de virkelige hændelser, der har inspireret til den endelige fortælling.

Forestillingen er støttet af

 

Information

Forestillingen sælges på turné i sæson 2019/20.

Medvirkende
Anders V. Momme og Sandra Turell Henningsen

Instruktør
Anne Zacho Søgaard

Dramatiker
Brian Wind-Hansen

Scenograf
Daniel Bevensee

Lysdesign
Jesper Jepsson

Lyddesign
Johannes Smed

Dramaturg
Marion Vick

Instruktørassistent
Daniella Ottendal Skovgaard

Kostumeassistent
Sarah Kamille Amininejad Teilbrand

Produktion
Teaterhuset Filuren og Teater Apropos

Undervisningsmateriale

Materiale til brug i undervisningen.

Kontakt

Marion Vick

Teaterleder
51 20 16 02
marion@teaterapropos.dk

Køb af forestillingen

Alder: 13 +

Varighed: 60 min

For skoler:

Forestillingen turnerer i sæson 19/20

Forestillingen egner sig for udskolingen, men er også velegnet for gymnasier og efterskoler.

Forestillingen har særligt relevans for fagene: Samfundsfag, dansk og drama

Der vil blive udviklet undervisningsmateriale til forestillingen

SPILLEAREAL EKSKL. PUBLIKUM Min. 9 x 9 x 4 (BxDxH)

PRIS EKSKL. MOMS
11.400,- ved max. 100 publ. pr. forestilling
9.400,- ved max. 80 publ. pr. forestilling

RABAT 10% rabat ved køb af to forestillinger samme dag/sted. 15% rabat ved køb af 5 forestillinger eller derover på samme sted.

Forestillingen er refusionsgodkendt.

VARIGHED 60 min.

Alder: 13 +

STRØM 380V (3x16A)

MØRKLÆGNING Ja (Biografmørkt)

Turne i sæson 2019/20. Kontakt Marion Vick tlf. 51201602 / mail@teaterapropos.dk for at høre nærmere

Charlotte Hyldgaard, Børnsvilkår

”Forestillingen var virkelig gennemarbejdet med fantastiske dialoger og scener. Forestillingen tegnede et stærkt billede af hvordan grænser udviskes og hvordan konflikter kan optrappes, blandt unge. Generelt giver forestillingen et godt bud på hvad der kan gå forud for meget alvorlige episoder blandt unge.”

Birgitte Boelt, Kulturformidler/Pædagogisk konsulent – UC Syd, Center for Undervisningsmidler

“En stærk og vedkommende forestilling, som går tæt på de udfordringer, som unge står i. Den går lige til grænsen – og har mod og indsigt i unges liv –  og ikke mindst leverer skuepillerne troværdige karakterer, der rammer plet i forhold til identifikation.”

Paw og Sigbrit – Værelze 313 v. Syddjurs Egnsteater

Sigbrit: “Jeg synes at verden i mellem os var en helt fantastisk stykke fordi at selve historien var rørende/tragisk! Og at skuespillerne var sindsygt dygtige til at få til at spille alle rollerne og generelt var de bare dygtige.”

Paw: “Den var interessant og viste hvordan verden egentlig rent faktisk kan være. Skuespillet var godt og så var de gode til at lave en ordentlig sammenhæng mellem scenerne”

Astrid og Malou – Horsens Gymnasium

“Skuespillerne river en ind i historie med nervepirrende episoder, øjenkontakt og humor. Man havde svært ved at tage øjnene væk fra teaterstykket.”

Teatret Møllens Talentlinje

Forestillingen ‘Grænser’ (Teateriet Apropos & Teaterhuset Filuren, red.) virkede meget brutal og næregående, fordi man følte, at denne handling kunne være sket i sin egen lille landsby. Man kan relatere så godt til det, når man bor i udkantsdanmark og møder jantelov-kulturen hver eneste dag… desværre. 

Derudover var vi også alle enige om, at deres minimalistiske stil var genial. Man fik under forestillingen den der ‘det er så enkelt opbygget, men stadig så genialt, det hele handler bare om at få ideen’-følelse.

Læs hele anmeldelsen

Kirsten Dahl, Aarhus Stiftstidende

“Vågent, følsomt og præcist godt skuespil fra Anders V. Mommes og Sandra Turell Henningsens side.”

Læs hele anmeldelsen

Kulturmor.dk

“»Nogle rejser kan man bare ikke komme tilbage fra,« konstaterer Victor meget sigende mod slut. Instruktør Anne Zacho Søgaard viser med ganske få scener, at selv de sødeste børn kan overskride alle tænkelige og utænkelige grænser.”

Læs hele anmeldelsen

Joan Andersen, 5 Stjerner

Forestillingen er skræmmende tæt på virkeligheden, vi får et indblik i hvordan unge takler hinanden i vores moderne samfund, og de sociale medier kommer på banen. Specielt rammer en scene mig, vi ser Frederik deltage i en Facebook gruppe hvor klassekammeraterne, taler dårligt om Victor, og ligger planer om at gøre ham ondt. Samtalen ser vi ikke, men vi hør den. Nogle sætninger er optaget og afspilles, og direkte på scenen indtales flere modbydelige sætninger, som nu kører i loop. Som lyden kører og jeg ser hvor frustreret Frederik reagerer på dette, får jeg det fysisk dårligt.

Læs hele anmeldelsen