Dagbog #2

Dagbog #2

20. december, 2020
Syddjurs, forår 2020

Jeg savner at hygge mig med mine venner uden af få dårlig samvittighed og føle mig som et egoistisk ungt menneske.
Jeg savner, ikke at få en bange fornemmelse i maven når der står ordet nedlukning i en nyhedsatikkel. Online undervisning og isolation er på top 10 listen over største frygt.

Det gør mig ked af det når de voksne giver udtryk for at vi unge er roden til alt ondt i verden. Når de prøver at bilde os ind at de havde det meget værre da de var unge.

Bevares…det havde de sikkert. Hvad ved jeg om det? Jeg er faktisk også ligeglad, for hvis de voksne ikke vil forholde sig til, forstå og imødekomme mine udfordringer, frustrationer og følelser, så kan jeg da også godt tillade mig at være fløjtende ligeglad med om de var bange for bomber i 1946, eller ej.

“overpriviligeret, selvretfærdigt, curlinginduceret navlegraveri. Egoistisk ungdom, utaknemmelig generation… “
Undskyld vi blev født fru Jensen….

Hudsult.
At have lyst til hud. Andre mennesker. Varme fra en andens krop.

Men når noget bare sådan står på pause og vi unge tydeligvis er de værste mennesker på jorden, der ikke har lov til at hverken at føle eller feste….. SÅ får jeg lyst til at skabe mig helt ustyrligt…får jeg lyst til at synde og snyde og været samfundet utro. Bare en enkelt aften. Time. Dag, whatever.
For selv med mundbind og sprit på hånden og i lommen lever vi altså ikke op til standarden for samfundssind. Jeg tør slet ikke tænke på de unge der er fritaget for brug af mundbind….Mon lynchningen finder sted før jul?

Dagbog #83

Når kuren til Coronavirussen engang kommer, håber jeg
ikke det er noget, som vil koste dyre domme, da det ikke vil være alle, som kunne købe kuren. Jeg
her i Danmark skal nok kunne købe kuren, men folk i de fattigere lande som i Indien og i Sydafrika,
også kan købe kuren

Continue reading

Dagbog #123

Dagbog #123

Det er dag seksten i Corona-land. Danskerne står sammen i denne krisetid, som vi har gjort det før i historien. Nemlig gennem fællessang. Under 2. verdenskrig bredte alsangsstævnerne sig hurtigt i den danske befolkning, det var en måde at samles på og føle fællesskabet i en svær tid. Nu kan vi ikke samles fysisk, men vi kan igen, gennem fællessang, mærke fællesskabet. Hver morgen, siden Danmarks nedlukning, har Phillip Faber (dirigent for DR’s Pigekor) nemlig stået for fællessang på DR1, og den sidste uges tid har jeg og min familie stået foran fjernsynet og sunget med. Det er en fantastisk følelse at starte dagen med et par sange, hvor man ved, at rigtig mange andre danskere også står hjemme i stuen og synger med. I min familie er sang og musik i forvejen et stort samlingspunkt, så vi sætter ekstra stor pris på det, da vi nu ikke savner vores musikalske fritidsaktiviteter fra hverdagen helt så meget. De fleste dage har vi endda ringet op til min søster, der bor i København, for at hun kunne synge sammen med os, i stedet for at stå alene i hendes lejlighed på Djævleøen. Her til aften har hele konceptet med fællessang udvidet sig, da der, i bedste sendetid, blev lagt op til fællessang, hvor nogle af de større danske navne sang for hjemme i deres stuer. Der blev blandt andet sunget “Kald det kærlighed” med Lars Lilholt og “Sådan nogen som os” med Poul Krebs. Det er i situationer som denne, man bliver enormt stolt af at kalde sig dansker. Ikke nok med at vores regering og myndigheder handler enormt dygtigt og hurtigt for at gøre situationen så tålelig som muligt for alle parter – vi helt almindelige danskere støtter også op ved at samle os (hver for sig), igen, med sangen som samlingspunkt. I storbyerne synger de til hinanden på altanerne, og vi herude ‘på landet’ kan samles om initiativer i fjernsyn og radio, som vi kan mærke, at hele Danmark støtter op om. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle opleve en tid så globalt udfordrende som denne, men nu hvor jeg gør, er jeg uendeligt taknemmelig for at være født som dansker.